Denne artikel sigter på at påpege nogle afgorende træk i Karen Blixens metode til at indarbejde forbilleder fra andre medier i litteraturen. Det er ubetvivleligt, at billedkunsten satte vigtige spor i Blixens værk, men det er svært at bevise i analysen, at forfatteren virkelig tænkte på det konkrete billede, da hun formede teksten.
Det er nemlig kun i ét tilfælde, at Blixen nævner selv en direkte forbindelse mellem et maleri og en fortælling, nemlig i sit essay "Til fire kultegninger", når hun bekræfter en forbindelse mellem Gustav Courbets maleri Tre unge Englænderinde ved et vindue og fortællingen "De standhaftige Slaveejere". Den ekfrastisk virkende beskrivelse af karaktererne i fortællingen folger dog kun delvis dens maleriske forbillede.
Malerier tjener snarere som et af flere grundlag, forfatteren associativt udvikler figurerne, deres rolle i fortællingen og så selve handlingen på. Vi kan derfor tale om en idéimpuls, når maleriet tjener forfatteren som en subjektiv idé til at udvikle det grundmotiv, som danner kernen i handlingen.