Abstrakt
Artiklen analyserer forholdet mellem sort humor og dystopisk litteratur. I dystopien kan humor vise sig som sproglig eller situationsbestemt komik, men der er også en dybere forbindelse mellem disse to litterære fænomener: de konfronterer læseren for at få ham til at foretage en kritisk refleksion.
Der er mange dystopier i den nordiske litteratur, der anvender komiske elementer. Tre af dem behandles i denne artikel: Axel Jensens Epp (1965), Lena Anderssons Duck City (2006) og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 (2013).
Analysen viser, at den klassiske sorte humor beriges med andre tragikomiske, satiriske eller surrealistiske elementer og bidrager væsentligt til tekstens kritiske tone. I alle tilfælde bruges humoren til det samme formål, og det er kritik af overmagten (den såkaldte overlegenhedsteori).
Derfor kan humor ikke kun betragtes som et stilistisk middel, men også som et princip for opbygningen af de dystopiske værker.